Til dig der underviser
Handlerummet er et undervisningsmateriale om digitalt forbrug, der retter sig mod ungomsuddannelsernes undervisning i samfundsfag og dansk. Materialet gør det muligt at træne en række faglige mål i de to fag med et vedkommende tema, samtidig med at det sætter fokus på elevernes digitale dannelse.
Handlerummet indeholder:
- Et styret læringsforløb, hvor eleverne skal klikke sig igennem en række sekvenser og designe en digital produktpræsentation. Undervejs får de mulighed for at benytte nogle af de markedsføringstricks, der bruges på virkelige handelsplatforme som Asos, Amazon, Den Blå Avis, Trendsales, Zalando, Wish og mange flere.
- En række faglige ressourcer i form af filmklip, tekster og figurer, der dels gør eleverne klogere på centralt kernestof i de to fag, dels lærer dem om markedsføringstricks på nettet.
Materialet på Handlerummet kan bruges i sin helhed eller i uddrag.
Hvis man laver hele øvelsen, som materialet lægger op til, skal eleverne individuelt eller i grupper planlægge, hvordan de vil sælge et selvvalgt produkt på nettet. De skal vælge produkt, målgruppe, visuel præsentation, skrive en salgstekst, og benytte de digitale handelsplatformes særlige markedsføringstricks. Ved at se markedsføringstricksene "fra den anden side" får de samtidig en forståelse for, hvilke virkemidler der rettes mod dem selv, når de handler på nettet.
Hvis man i relevante fag arbejder med kommunikation, identitet, markedsføring eller digitalt design, kan materialet bruges i uddrag. For eksempel kan filmene om hhv. det retoriske pentagram (dansk) eller Forbrug og identitet (samfundsfag) benyttes uafhængigt af helheden. Alle materialets film og tekster findes samlet i menuen i øverste højre hjørne.
Evalueringsformer
Du kan samle op på elevernes udbytte af materialet på flere måder.
Hvis eleverne har bevæget sig igennem hele forløbet, vil de kunne hente en rapport over deres markedsføringsplan, der uddyber konskvenserne af de valg, de har truffet.
Rapporten forklarer og uddyber den valgte strategi og inviterer eleverne til at reflektere over, om de har truffet hensigtsmæssige valg.
Mundtlig evaluering
Som mundtlig afslutning på forløbet kan eleverne individuelt eller i grupper præsentere deres markedsføringsplan for resten af klassen. De skal kunne argumentere for, hvordan de visuelle, sproglige og digitale virkemidler er velvalgte, når det konkrete produkt skal markedsføres til det konkrete forbrugersegment.
Hvis man vælger at bruge tiden på det, kan eleverne lave en egentlig produktside, hvor de finder eller selv tager produktfoto, indsætter deres salgstekst, tilføjer social information og så videre. De kan lave det digitalt eller som papirplanche. Deres præsentationer kan de vise for klassen på skift, eller eleverne kan præsentere det som messestande, hvor man skiftes til at stå ved sin stand, mens klassens øvrige elever går rundt og får en præsentation.
Hvis man evaluerer med præsentationer for hele klassen, kan de øvrige elever give feedback i form af et rollespil:
- Den ene del af klassen er forbrugerne i det segment, som den fremlæggende gruppe har valgt. Feedback-fokus: Rammer den valgte markedsføring plet i forhold til vores segment? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvilke fordele, ulemper og risici ligger der set fra et forbrugersynspunkt i de markedsføringstricks, som gruppen har valgt at benytte?
- Den anden del af klassen er virksomheden, hvis produkt skal sælges. Feedback-fokus: Er markedsføringsbudgettet brugt fornuftigt? Hvilke fordele, ulemper og risici ligger der set fra et virkesomhedssynspunkt i de markedsføringstricks, som gruppen har valgt at benytte?
Hvis øvelsen indgår i et danskforløb, kan man bede eleverne fokusere særligt på kommunikationssituationen og de virkemidler, der benyttes. Indgår øvelsen derimod i et samfundsfagsforløb, kan man lægge særligt vægt på (sociologi) kundernes livsstil/segment og hvordan produktet tilbyder en identitet for netop det valgte kundesegment eller (økonomi) hvordan markedsføringstricks påvirker forbrugeren på det digitale marked til at opføre sig mindre rationelt, end økonomer normalt forestiller sig (homo oeconomicus).
Nedenfor findes mere inspiration til, hvordan man kan arbejde med materialet i henholdsvis dansk og samfundsfag.
Dansk: Mundtlig opgave
Markedsføring handler om kommunikation!
Se introduktionsfilmen nedenfor og lav i Handlerummet en plan for, hvordan I vil markedsføre et produkt og forbered at kunne begrunde jeres valg. Se/læs undervejs de relevante film og tekster, som giver faglige argumenter.
Produktkrav
En præsentation (i powerpoint, planche eller lign.), der fremlægger jeres plan. Lav præsentationen på grundlag af den rapport med jeres valg, I kan downloade til sidst.
I fremlæggelsen skal I nemlig kunne argumentere for
- de benyttede sproglige og visuelle virkemidler, herunder hvordan de retter sig mod den valgte målgruppe
- de digitale markedsføringstricks, som indgår i planen.
Desuden skal I overveje, hvilke fordele og ulemper planen indebærer for henholdsvis virksomheden, der skal sælge produktet, og kunderne, der skal købe det.
Dansk: Skriftlig opgave
- Lav på grundlag af jeres markedsføringsplan fra Handlerummet en illustration af, hvordan jeres salgsside i virkeligheden kunne se ud med produktfoto, tekst, social information og de øvrige elementer, som I valgte. Brug evt. et digitalt præsentationsværktøj - eller klip og klister i papir!
- Foretag herefter en analyse af jeres salgsside med fokus på brugen af skriftlige og visuelle virkemidler samt afsender-modtager-forholdet.
- Vurder, hvordan vi bliver påvirket som forbrugere på digitale handelsplatforme. Perspektiver evt. til virkelige handelsplatforme og produkter.
Dansk: Undervisningsforløb
- Hent forløbet "Digital kommunikation når vi handler - et danskfagligt forløb om kommerciel kommunikation". Forløbet er fremstillet af Kia Tranbjerg Toftgaard, lektor i dansk og samfundsfag ved Niels Brock, Innovationsgymnasiet.
Samfundsfag: Mundtlig opgave (sociologi)
Jeres kunder er senmoderne individer med forskellige livsstile!
Se introduktionsfilmen nedenfor og lav i Handlerummet en plan for, hvordan I vil markedsføre et produkt og forbered at kunne begrunde jeres valg. Se/læs undervejs de relevante film og tekster, som giver faglige argumenter.
Produktkrav
En præsentation (i powerpoint, planche eller lign.), der fremlægger jeres plan. Lav præsentationen på grundlag af den rapport med jeres valg, I kan downloade til sidst.
I fremlæggelsen skal I nemlig kunne argumentere for
- hvilken rolle forbrug spiller for identitetsdannelsen i det senmoderne samfund
- hvorfor det valgte produkt og de valgte virkemidler retter sig særligt mod det valgte forbrugersegment
- effekten af de digitale markedsføringstricks, som indgår i planen.
Desuden skal I overveje, hvilke fordele og ulemper planen indebærer for henholdsvis virksomheden, der skal sælge produktet, og kunderne, der skal købe det.
Samfundsfag: Undervisningsforløb (sociologi)
- Hent forløbet "Socialisering, identitet og livsstil i en digital tidsalder" (Samfundsfag). Forløbet er fremstillet af Peter Brøndum, lektor i samfundsfag på Øregaard Gymnasium
- Hent forløbet "Individ, identitet og forbrug" (Samfundsfag - velegnet til fjernundervisning). Forløbet er fremstillet af Anders Hassing, Forlaget Columbus
Samfundsfag: Mundtlig opgave (økonomi)
På det digitale marked er forbrugerne anderledes!
Se introduktionsfilmen nedenfor og lav i Handlerummet en plan for, hvordan du/I vil markedsføre et produkt og forbered at kunne begrunde jeres valg. Se/læs undervejs de relevante film og tekster, som giver faglige argumenter.
Produktkrav
En præsentation (i powerpoint, planche eller lign.), der fremlægger jeres plan. Lav præsentationen på grundlag af den rapport med jeres valg, I kan downloade til sidst.
I fremlæggelsen skal I nemlig kunne argumentere for
- hvad der kendetegner traditionelle og digitale markeder
- hvorfor de benyttede digitale markedsføringstricks har en effekt på de digitale forbrugere.
Desuden skal I overveje, hvilke fordele og ulemper planen indebærer for henholdsvis virksomheden, der skal sælge produktet, og kunderne, der skal købe det.
Samfundsfag: Skriftlige opgaver
Socialisering og identitet i en digital tidsalder
- Giv en kort redegørelse for, hvad forbrug betyder for identitetsdannelsen i det senmoderne samfund.
- Undersøg, hvordan de virkemidler, I har brugt til at markedsføre et produkt i Handlerummet, inddrager forbrugerens identitetsdannelse.
- Diskuter, hvilke muligheder og risici der er forbundet med identitetsdannelsen i det senmoderne samfund og inddrag din viden om onlineforbrug.
Digitale markeder og forbrugere
- Giv en kort redegørelse for, hvad et marked er, og sammenlign
- traditionelle og digitale markeder
samt
- traditionelle og digitale forbrugere. - Forklar, hvordan de tricks, som I har brugt til at markedsføre et produkt i Handlerummet, påvirker jeres forbrugere. Inddrag redegørelsen i opgave 1).
- Diskuter med inddragelse af 1) og 2), om digitalisering af handel er en fordel eller en ulempe for forbrugerne.
Samfundsfag: Eksamensspørgsmål
EUD: Grundforløb 1
Som selvstændig håndværker er det i stigende grad nødvendigt at være opmærksom på, hvordan man præsenterer håndværksydelser online - og hvilke markedsføringstricks man selv bliver udsat for fra leverandører. Handlerummet.dk kan bruges på erhvervsuddannelserne til at indtroducere en række almene og danskfaglige kompetencer i grundforløb 1. Tidsforbruget kan justeres ved at bede eleverne om kun at anvende filmklippene og minervamodellen, ligesom eleverne oplagt kan vælge et produkt, der passer bedst til deres eget håndværk. Afhængigt af fagretning kan øvelsen, hvor man selv skal skrive en præsentationstekst, inddrages eller udelades.
EUD: Undervisningsforløb dansk C
- Hent undervisningsforløbet Digital kommunikation - virksomhedens eksterne kommunikation. Forløbet er fremstillet af Birgit Faber, underviser og læsevejleder ved Aarhus Business College.